Hvornår kan min kat betegnes som senior?


Når din kat bliver ca. 8 år, kan den betegnes som senior.  Nogle katte kan dog have brug for en seniorundersøgelse tidligere alt efter race, livsstil og tidligere sygdomme.

De mest almindelige lidelser hos ældre katte er:


• Hjerte- og lungesygdomme
• Gigt
• Sukkersyge
• Forhøjet stofskifte
• Tandsygdomme, så som paradentose
• Nedsat lever- og nyrefunktion
• Kræft (cancer)

Seniorkat

 

Hvordan udføres en seniorundersøgelse?
Forberedelser før undersøgelsen  Du bestiller selv tid eller bliver indkaldt til en senior-undersøgelse. Din kat skal være fastende fra natten før den kommer til undersøgelse.
Den skal have vand til rådighed.


Til undersøgelse i klinikken
Din kat bliver som det første vejet, så dens ernæringsmæssige tilstand kan vurderes ud fra vægt og kropsform. Derefter vil dyrlægen stille en række uddybende spørgsmål og foretage den indledende undersøgelse sammen med dig.


Forespørgsel
Dyrlægen vil spørge til kattens daglige adfærd. Der lægges især vægt på ativitetsniveau, appetit, tisse- og drikkelyst samt humør.


Klinisk undersøgelse
Dernæst udfører dyrlægen en grundig gennemgang af bevægeapparat, mave- og tarmsystem, hud- og hårlag, hjerte og kredsløb, lymfeknuder, åndedrætsorganer,
urinveje og kønsorganer, øjne og synssans, øre og høresans samt tænder og tandkød.


Undersøgelse af hjerte og lunger
Har dyrlægen mistanke om sygdomme i hjerte og lunger, kan der foretages en EKG-undersøgelse af hjertet og lunger samt scanning eller røntgenundersøgelse.


Undersøgelse for gigt
Hvis din kat viser tegn på gigt, afsluttes undersøgelsen ofte med en røntgen-undersøgelse af ryg, hofter, lænd samt for- og bagben. Ud fra røntgenbillederne
kan det ses, om din kat har slidgigt, og hvor slemt sygdommen eventuelt har udviklet sig.


Undersøgelse for tandsygdomme
I den udvidede sundhedsundersøgelse vil dyrlægen kigge din kats tænder og tandkød ekstra godt efter. Det skyldes, at katte, ligesom mennesker, får øget risiko for tandsten, tandkødsbetændelse og paradentose, når de kommer lidt op i årene.
Tandproblemer er svære at opdage selv, men kan betyde rigtig meget for kattens livskvalitet. Der er ikke nogen, som trives med tandpine. Samtidig er der risiko for, at infektioner i tænder spreder sig via blodet til andre vigtige organer som hjerte, nyrer
m.m.

Hvis en tandbehandling er nødvendig, sker dette i fuld bedøvelse efter aftale med dig.


Blod- og urinprøve
Undersøgelsen kan blive udvidet med en blod- og urinprøve. Ud fra prøverne kan dyrlægen fastslå sygdomme i immunsystemet og andre vigtige organer som lever, nyrer, bugspytkirtel og skjoldbruskkirtel.
Desuden kan prøverne afsløre en lang række sygdomme som f.eks. betændelses-tilstande og sukkersyge. I mere sjældne tilfælde kan det blive nødvendigt at udvide blodprøverne med analyser for FIV (svarer til HIV hos mennesker) og FeLV (leukæmi).

Måling af blodtryk
Blodtrykket måles for at afdække tegn på hjertelidelser, nyresygdomme og visse hormonelle sygdomme.

 

Vaccination
Hvis kattens vaccination er mere end 12 måneder gammel, bør den vaccineres igen for stadig at være beskyttet mod de hyppigst forekommende smitsomme sygdomme.


Prøveresultater
Når resultaterne fra urin- og blodprøverne er klar, gennemgår dyrlægen svarene med dig, og der lægges en plan for videre undersøgelse og/eller behandling, hvis det er påkrævet.


 Din VetFamily klinik tilbyder også yderligere rådgivning. Dyrlægen og sygeplejerskerne på klinikken vejleder desuden omkring kattens behov for foder, tilskudsprodukter
og motion.

VetFamily klinikkerne har udviklet deres eget seniorfoder, VetPro Senior kat som kan gavne ældre katte, men der findes selvfølgelig også mange andre gode foderprodukter.

Der vejledes også om træning, massage og/eller fysioterapi.

 

Vil du læse hele Vetfamilys brochure om Seniorundersøgelse af katte - klik her

 

Inden du kommer til en seniorundersøgelse kan du med fordel udfylde dette spørgeskema vedrørende din seniorkat - klik her